Studie- og ordensregler for Vestegnen HF & VUC

Studie- og ordensreglerne har til formål at beskrive rammerne og sikre mulighederne for, at man kan gennemføre sin uddannelse på Vestegnen HF & VUC med høj studieaktivitet og trivsel.

Studie- og ordensreglerne skal sikre, at undervisningen og skolens samlede studieliv sker ud fra nogle klare rammer, hvor vi sikrer, at kursister lever op til deres ansvar og pligter, samt at alle har en respektfuld adfærd over for hinanden og skolen. Endelig skal ordens- og studiereglerne tydeliggøre skolens muligheder for at sanktionere kursister, der ikke overholder reglerne.

Ordensregler

Skolens ordensregler sikrer, at vi sammen tager ansvar for skolen, at undervisningen kan gennemføres ud fra lærerens anvisninger, og at alle kursister bidrager til skolens virke ved at være studieaktive gennem både fremmøde og aktiv deltagelse i undervisningen.

Samtidig skal ordensreglerne sikre, at vi har respekt for hinanden og for, at det er skolens ledelse og medarbejdere, der sætter rammen og har autoriteten til at handle, hvis ikke ordensreglerne overholdes. Det betyder, at alle skal følge og respektere disse normer og regler:

  • Vi efterlader lokaler og fællesarealer ryddeligt og ordentligt og følger de anvisninger, der er for rygning o.lign.
  • Skolens virke er baseret på demokrati, åbenhed og dialog.
  • Vi accepterer hinandens forskellighed, og vi taler til hinanden i en tone, der viser respekt for andre.
  • Vi behandler hinanden ligeværdigt, uanset køn, seksuel orientering, religion, etnicitet og holdninger.
  • Skolens pædagogik bygger på, at man kan se hele ansigtet på både lærere og kursister i undervisningen for at sikre ligeværdigheden i den pædagogiske relation.
  • Vi respekterer, at skolen i udgangspunktet kun er for skolens kursister og medarbejdere.
  • Skolen er et rum for den enkeltes læring, udvikling og fordybelse. Skolen er ikke et rum for systematiske erhvervsmæssige, religiøse, politiske og/eller ideologiske kampagner.
  • Vi accepterer hverken vold eller mobning - hverken fysisk, psykisk eller i digitale rum. Sker dette på skolens grund, kan der ske politianmeldelse.

Studieregler

Som supplement til ordensreglerne har skolen et sæt studieregler, der sætter rammen for, hvordan vi fra skolens side forventer, at man gennemfører sin uddannelse på Vestegnen HF & VUC. Det helt centrale er her, at du som kursist er studieaktiv, hvilket betyder, at du:

  • møder til alle timer til tiden, medmindre du er syg eller forhindret på en måde, som du kan dokumentere
  • møder forberedt til timerne
  • er aktivt deltagende i timerne
  • laver de skriftlige opgaver selv og afholder dig fra plagiat
  • følger lærerens anvisninger til, hvordan du skal arbejde i timerne og i forberedelsen til timerne, herunder kun har telefoner, pc og tablets fremme, når de bruges i undervisningen
  • er aktiv, selv om du ikke kan møde til en time. Du skal alligevel være aktiv med faget og holde dig opdateret på Fronter. 

Studieaktivitet, klasseundervisning

For klasseundervisning gælder disse procedurer for studieaktivitet:

  • Lærerne registrerer kursisternes fysiske fremmøde. Læreren registrerer desuden manglende studieaktivitet, som sker ud fra en helhedsvurdering af opfyldelsen af de seks punkter, der beskriver studieaktivitet oven for.
  • Hvis du ikke møder til undervisning, skal du skrive årsagen til dit fravær i LUDUS WEB.
  • Hvis du har meget fravær og/eller ikke er studieaktiv, får du et varselsbrev eller bliver indkaldt til en samtale med en vejleder. Det skal du opfatte som et varsel om, at der skal ske forbedringer, for at du kan fortsætte din uddannelse.
  • Hvis du i en periode ikke er studieaktiv, vil du blive meldt ud af holdene.
  • Hvis du ikke er studieaktiv via dit fremmøde og din aktive deltagelse i timerne, mister du retten til undervisning og dermed retten til at gå til eksamen. Dermed kan du også miste retten til SU.

Studieaktivitet, e-learning

For e-learning gælder disse regler for studieaktivitet:

  • Afleveringsfristerne overholdes.
  • Der er obligatorisk fremmøde til undervisningen på laboratoriedage. Ved manglende fremmøde mistes retten til at blive indstillet til eksamen.
  • For at blive indstillet til sommereksamen skal du have afleveret mindst 3 moduler inden 15. marts. Har du et A og/eller B-niveau, skal du yderlige aflevere et modul senest 15. april.
  • For at blive indstillet til vintereksamen skal du have afleveret mindst 3 moduler inden 15. oktober. Har du et A og/eller B-niveau, skal du yderlige aflevere et modul senest 15. november.

Når ordensregler og studieregler ikke overholdes

Kursister som tilsidesætter skolens ordensregler eller skolens studieregler, kan:

  • få en tilrettevisning
  • få en advarsel – mundtlig eller skriftlig
  • blive bortvist i en periode op til 10 dage
  • blive overført til et tilsvarende hold
  • miste SU
  • miste retten til at gå til eksamen
  • blive udmeldt.

Skolens vejledere beslutter på direktørens vegne, hvilken sanktion, der skal gælde. Alvoren af et brud på ordens- eller studiereglerne er afgørende for, hvilken sanktion der gives. Man kan således, inden for rammerne af Forvaltningsloven, godt blive bortvist med øjeblikkeligt varsel.

Klageadgang

Kursisten kan klage over vejlederens afgørelse. Dette sker til direktøren. Desuden kan kursisten klage over direktørens afgørelse. Reglerne for klage fremgår af uddannelsesbekendtgørelserne. En klage skal være skriftlig og begrundet og afleveres til direktøren. Klagefristen er 2 uger for HF og AVU og 3 uger for FVU og ordblindeundervisning.

Lovgrundlag

Studie- og ordensregler for Vestegnen HF & VUC er udarbejdet i henhold til bekendtgørelse nr. 1222 af 4. december 2006 om studie- og ordensregler i de gymnasiale uddannelser med tilhørende vejledning, AVU-bekendtgørelsen og FVU- bekendtgørelsen. Studie- og ordensreglerne retter sig mod alle kursister på Vestegnen HF & VUC.

Vestegnen HF & VUC den 1. august 2016

Tue Sanderhage
Direktør