Flaskepost fra Mallorca

Flaskepost fra Mallorca

Af Mathias D. Schou, kursist

På en meget kold “forårs”-morgen dukkede 26 elever og tre lærere op i Kastrup lufthavn. Alle med en drøm om varmen og solen der ventede små fem timer væk. De forhåbningsfulde VUC-kursister var på vej til Mallorca.

Efter de trådte ud af automatiske døre i Palmas lufthavn, skar solen så hårdt i de rejsendes vintervante øjne, at de dårligt kunne se. Nok var temperaturen kun 15 grader ved ankomsten, men i forhold til det kolde Danmark kunne termometeret lige så godt have sagt 30.

Den første dag blev brugt på opdagelse af de nye omgivelser og tilvænning til solen. Der skulle yderligere vænnes til den store mængde tyske turister, og en masse cykelryttere.

Derfra stod turen på guidede introduktioner til Palmas smukke arkitektur. Vi stiftede blandt andet bekendtskab med den næsten 400 år gamle gotiske katedral La Seu.

Lille ø – stor historie

Mallorca er en lille ø, men byder på meget historie
La Seu Palma Cathedral

Med sine smukke facader og endnu smukkere indvendige dekorationer i form af elegante glasmalerier og statuer. I Palma kan man finde mange kirker, slotte og i det hele taget gamle bygninger efterladt til senere generationer helt tilbage fra romertiden.

Vores guide informerede os om, at Mallorca havde en meget strategisk og derfor værdifuld placering for stormagter, og havde derfor ofte stået for angreb fra misundelige stormænd. Palmas fortid kan være tør, men efter en smule tid finder man det bemærkelsesværdigt, at sådan en lille ø ud for kysten af Spanien har så meget historie.

Svedige Soller

På studieturen til Mallorca besøgte skolen også byen Soller

Efter en times transport med gammelt tog gennem Mallorcas smukke dale og bjerge med citroner, appelsiner og oliven voksende på hvert træ, ankommer man til en fantastisk smuk by kaldt Soller. Da kursisterne ankom, så det ud, som om indbyggerne af denne lille by var ved at fejre deres citrusfrugter, for de var overalt selv i kirken.

Soller er fyldt med smalle højtrækkende gader og bedårende broer. Herfra stiger man ombord på en overfyldt sporvogn, og efter en halv times svedetur sammen med alle de andre turister ankommer man til Puerto de Soller. En smuk bugt med omgivet af skæve huse på stejle bakker og med en udsigt over hvide sejl og havets blå skær. Det viste sig at denne bugt tidligere blev belejret af pirater.

Med begge ben tilbage i Danmark og blandt skolens øvrige elever kommer man nemt til at savne varmen, udsigten og den fantastiske historie, Mallorca holder på.

Læs også om studieturene til London, Budapest og Malaga.