Viden gav André selvtillid

For André Baran har vejen igennem skole- og uddannelsessystemet været præget af ensomhed, mobning, angst og depression. På Vestegnen HF & VUC har han fundet ud af, hvor meget han i virkeligheden kan, og jagter nu en afsluttet HF-eksamen og en videregående uddannelse.

“Angsten fortæller dig alle de her ting. At alle hader dig, og at ingen bekymrer sig for dig,” fortæller 26-årige André Baran, som er født og opvokset i Glostrup og i gang med at tage en HF enkeltfag på Vestegnen HF & VUC – en uddannelse, han har valgt at tage på tre år for at give sig selv et pusterum. Han har lidt af angst siden folkeskolen, og det var først i løbet af efteråret 2017, han lærte ikke længere at lade den definere ham.

Det var hans dansklærer og mentor, Brian Stevn Hansen, der sporede André ind på den vej, der ændrede hans liv. “Sidste skoledag på første år opfordrede Brian mig til at tænke over, om filosofifaget mon var noget for mig. Efter sommerferien tog jeg filosofi C gennem e-learning, og jeg er blevet meget mere bevidst om, hvem jeg er. Jeg har bevist over for mig selv, at jeg er god nok,” fortæller André.

På tredje år af sin uddannelse er André mere sikker på sig selv og sin fremtid, end han nogensinde har været. Efter et hårdt psykologforløb hjalp ham med at tæmme angsten, var det jagten på viden, som blev det helt store gennembrud: “Filosofifaget har hjulpet mig med at forstå mig selv og verden, og jeg har meget mere kontrol over min hverdag end for få år siden. Jeg kan spejle mig i det på en måde, jeg ikke kan i noget andet,” fortæller André. “Viden giver selvtillid.”

Det allermindste menneske

André har altid været det allermindste menneske i sin egen verden. På grund af indlæringsvanskeligheder blev han overført til specialklassen på Vestervangsskolen i Glostrup i anden klasse. Her blev han ofte mobbet, men André passede heller aldrig ind i specialklassen. Han savnede nemlig de faglige udfordringer.

Efter folkeskolen gik han på Produktionsskolen i Glostrup, men når André tænker tilbage, står det klart, at angsten allerede dengang fyldte det hele: “Jeg var konstant bange for selv de mindste valg, og jeg turde ikke give mig i kast med noget,” fortæller han. “Ikke af dovenskab eller uvilje, men af frygt for, at andre ser, jeg ikke kan finde ud af det.”Ifølge André havde han “én personlighed i skolen og en anden derhjemme,” og der var derfor ingen, der virkelig kendte ham.

En ret stor kasse

André led også af depression: “I 2012-13 gik jeg bare hjemme. Jeg var altid bange for, der skulle ske noget uventet, og da jeg endelig kom ud, var jeg bange for, hvad alle menneskerne i bussen tænkte om mig. At de havde gennemskuet mig.” Det var her, han begyndte at se en psykolog. Psykologen beskrev André som “et hårdt træ, fordi det var ekstra svært at trænge igennem.”

I 2014 kunne André stoppe med behandlingen, og han besluttede sig for at genoptage sin uddannelse på Vestegnen HF & VUC. Selv om han havde prøvet før og fejlet, så tingene anderledes ud denne gang: “Lærerne hjalp mig med at få tingene ned i en kasse, og jeg havde åbenbart en ret stor kasse,” fortæller André.