Fatima er blevet meget bedre til at skrive

Fatima på 39 kom til Danmark fra Afghanistan i 2004.

Efter sprogskole, grundforløb og først en SOSU-hjælperuddannelse og siden en assistentuddannelse fik hun arbejde som SOSU-assistent, men fik desværre to arbejdsskader. Derfor var hun nødt til at sadle om. Hun blev ansat i en vuggestue og tog uddannelsen til pædagogisk assistent. Men efter endt uddannelse var der ikke job at få for Fatima. Derfor har hun valgt at søge ind på pædagogseminaret, hvor hun starter til februar. I mellemtiden har hun forbedret sine danskkundskaber på VUC:

“Jeg er blevet meget bedre til at skrive – særligt til grammatik,” fortæller Fatima, som ved at man som pædagog har meget skrivearbejde. “Der vil det hjælpe mig meget,” siger hun.

Selv om Fatimas tid på VUC ikke har været lang, har hun følt sig i gode hænder: “Læreren er rigtig sød og åben og har guidet mig rigtig godt.”

På FVU på Vestegnen HF & VUC blev Fatima meget bedre til at skrive