Kristoffer – Fra kaos til arkitektskolen

Kristoffer udstråler ro, modenhed og integritet. Hans øjne er venlige og smilet lidt genert. Han er 25 år og læser i dag på arkitektskolen. Men vejen dertil har ikke været helt nem. Kristoffer er nemlig ordblind, og det har præget hans skoletid. Det var først på HF, at han blev “flået ud af det vat, folkeskolen pakkede ham ind i.”

Ordblinde Kristoffer har altid set sig selv som akademiker

Kristoffer fortæller, at han gik i specialskole og efterskole for ordblinde og læse-/stavesvage: “Folkeskolen var lidt et helvede. Jeg havde dygtige lærere, men alt var lidt kaotisk. Det var svært at følge med rent fagligt. I folkeskolen bliver ordblinde “mudret” sammen med diverse diagnoser, og det gjorde det til et meget uroligt miljø,” siger han.

9. Klasse fik han lov til delvis at tage i en “normal” klasse, og det virkede bedre. “Skolegangen blev rarere, men jeg fik ikke fuldt udbytte. For eksempel fik jeg ikke taget mine skriftlige eksaminer,” fortæller Kristoffer.

Da startede Kristoffer på Vestegnen HF & VUC, læste han HF enkeltfag, da det var før den særlige HF for ordblinde, som han ville have valgt, hvis det var ham muligt.

“Det var fedt at kunne præge sin egen uddannelse, som man kan på enkeltfag, men der er også fordele ved et planlagt forløb, så fagene passer sammen,” siger Kristoffer.

Ansvar for egen læring

Kristoffer blev færdig med sin HF i 2014 – især engelsk trak i langdrag. Om sin tid på HF fortæller han: “Her tager man ansvar for egen læring, og det var hårdt i starten. Folkeskolen pakker en ind i vat. Det flåede min lærer væk!” Han understreger imidlertid, at det var en rigtig god ting.

“Jeg havde nærmest en skriveblokade, da jeg kom, men jeg endte med 4 i skriftlig dansk. Jeg fik nogle gode metoder og redskaber, som hjalp mig. Det var meget systematisk, og det passer godt til mig. Jeg lærte for eksempel at skimme en tekst, så man ikke går kold på den, og at få styr på sin disposition, før man skriver. Det er noget af det, jeg har taget med mig,” fortæller Kristoffer og fortsætter: “Jeg var 17, da jeg startede, og perioden modnede og gjorde mig selvstændig. Jeg var bl.a. i kursistrådet og gik fra at være ret sky til at være mere åben.”

Kristoffer har stor respekt for lærerne – både menneskeligt og fagligt. De er fagligt dygtige, går op i deres formidling og er åbne for kritik, synes han.

Bid tænderne sammen – det bliver bedre

Kristoffer har altid set sig som akademiker og læser i dag på arkitektskolen. Det studie har han valgt med omhu: “Tegning er en del af sproget, og bygninger og landskaber interesserer mig”.

Hans bedste råd til kommende HF-elever: “Bid tænderne sammen – der bliver sat krav, men det bliver godt med tiden!”

I dag er Kristoffer færdig med sin bachelor, og er i et års praktik med honorar hos Realdania. Han tænker på at læse en kandidatuddannelse i landskabsarkitektur og vil gerne arbejde med byrum, når han er færdig med sin uddannelse.